Africa Tours CSS Sprite


Rejs med Lars Gejl

Allerede som niårig sad Lars i sit første hjemmeflikkede fotoskjul og fotograferede musvitter der fodrede unger på reden.

Barndommen i skoven og de mange spændende jagthistorier fra alle kontinenter fortalt af faderen og hans jagtkammerater gav førstehåndskendskab til naturen og tændte en eventyrlyst, der kombineret med en tidlig karriere som naturfotograf, bragte ham til Grønlands østkyst som handyman. Her gik nogle af drømmene i opfyldelse i form af flere tusinde kilometers rejse med hundeslæde og nærkontakt med polarulv, isbjørn og hvalros.  



Senere blev det den nordiske natur og især Afrika der trak i Lars.

I Landrover krydsede han Sahara og kørte Afrika på langs i løbet af 11 måneder.

Lige siden har ”moderkontinentet” og oplevelserne i 21 afrikanske lande beriget ham med motiver, rejseerfaring og naturhistorie og er for Lars blevet det sted, hvor hans puls banker synkront med skoven og dyrelivet og beriger ham med en følelse af samhørighed som han ikke finder andre steder i naturen.

Lars´ motiver er brugt i talrige bøger og magasiner nationalt og 

internationalt, samt til filmplakater og frimærker.

Når Lars ikke ligger i fotoskjul, underviser i naturfotografering på Naturfotoskolen, holder foredrag, guider en fotosafari eller udvikler apps, ernærer han sig som prisbelønnet og internationalt anerkendt fagbogsforfatter af fuglefelthåndbøger, hvoraf flere er oversat til syv sprog.

For Lars er et liv med naturrejser og fotografering i samhørighed med naturen en nødvendighed og i rejsebagagen ligger 40 års erfaring med naturformidling og professionelle fototips klar til videreformidling kombineret med entusiasme og humor.