Dag 1: Afrejse fra Danmark
Eftermiddagsafgang med Emirates fra København og via Dubai til Indiens hovedstad Delhi. Der er god mulighed for tilslutningsfly fra div. lufthavne i resten af landet. Undervejs på flyveturen til Delhi serveres gratis måltider med drikkevarer.
Dag 2: Ankomst til Delhi og kørsel til Agra. Guidet besøg ved Taj Mahal
Vi ankommer til lufthavnen i Delhi om morgenen lokal tid. Her venter vores chauffør og komfortable bus, så vi kan fortsætte direkte ad den nye motorvej til byen Agra, der ligger i delstaten Uttar Pradesh ca. 200 km sydøst for Delhi. Vi er fremme ved vores centralt beliggende hotel i tide til en god frokost. Når vi har installeret os på værelserne og evt. haft tid til et hurtigt bad og tøjskifte, så skal vi på en guidet rundtur i nærliggende Taj Mahal. Det eventyrlige gravmonument regnes blandt verdens smukkeste og er af god grund blandt de mest besøgte bygninger, så vi skal absolut ikke forvente at have stedet for os selv.
Hvis tiden tillader det, skal vi derefter på en kort guidet rundvisning i Agra Red Fort, hvorfra der er en smuk udsigt over Yamuna-floden mod Taj Mahal, men som i sig selv også er en stor oplevelse at besøge.
Overnatning på Hotel Royale Regent og med alle dagens måltider inkluderet.
Dag 3: Med tog til Jhansi. I bil til Khajuraho for rundvisning og videre til Panna nationalparken
Efter en tidlig morgenmad bliver vi kørt til stationen i Agra, hvorfra vi tager toget til Jhansi. Her bliver vi samlet op på stationen af vores nye chauffører og biler, der skal følge os på resten af turen til Nagpur.
Ad god landevej kører vi på ca. 2½ time til Khajuraho. Her spiser vi en dejlig frokost på en lokal restaurant, inden vi skal på en guidet rundtur blandt de mange smukt udsmykkede templer. Når vi har set et udvalg af de imponerende templer, kører vi sidst på eftermiddagen det korte stræk på ca. en time til dagens slutdestination - vores dejlige lodge for de næste to nætter, der er beliggende direkte ned til den store klarvandede Ken River nær indgangen til Panna nationalparken.
Overnatning på Tendu Leaf Jungle Resort. Alle dagens måltider er inkluderet.
Dag 4: Safari i Panna, sejltur på Ken River og besøg ved Raneh vandfaldene og i Gavial reservat
I dag starter vores søgen efter den smukke bengalske tiger og alle de andre spændende dyr, der lever i junglen i det centrale Indien. I morgenskumringen får vi en kop te eller kaffe med en kiks e.l. til, inden vi omkring solopgang kører ind i Panna nationalparken i små og helt åbne firehjulstrukne biler. Disse køretøjer er skræddersyede til safari, da man kommer helt tæt på naturen og har frit udsyn til dyrelivet – og til at tage gode billeder eller videooptagelser. De næste ca. 3 timer skal vi nyde morgenstemningen med den friske og kølige luft, duftene og ikke mindst lydene fra især fuglene. Vi skal dog også lytte efter hjortenes og abernes alarmkald, der kan afsløre tigeren og de andre rovdyrs tilstedeværelse, og som ofte er de bedste hjælpere til at finde disse.
Vi returnerer til vores lodge og nyder et solidt morgenmåltid med udsigt over Ken River, hvorefter vi tager en rolig sejltur på floden med mulighed for at nyde det rige fugleliv. Med lidt held kan vi også se sumpkrokodiller samt hjorte o.l., der kommer ned for at stille tørsten, inden varmen tiltager i nationalparkens jungle.
Efter en middagspause og en dejlig frokost tager vi til Raneh Falls og Ken Gharial Sanctuary, der ligger ca. en times kørsel langs floden mod nord. Vi skal besøge og gå ture ved det smukke vandfald og i reservatet, der er oprettet for at beskytte den yderst sjældne gavial, som vi måske kan være heldige at se, hvorefter vi vender tilbage til vores lodge sidst på eftermiddagen.
Fuldpension er inkluderet under opholdet på Tendu Leaf Jungle Resort.
Dag 5: Safari i Panna. Kørsel til Bandhavgarh nationalparken
Vi starter igen dagens program i morgenskumringen og skal på endnu en spændende safari i Panna nationalparken. Vi returnerer til vores lodge sidst på morgenen, hvor vi spiser morgenmad og tjekker ud, inden vi kører til vores næste naturdestination - Bandhavgarh nationalparken. Vi tager frokostmadpakker med os, som vi spiser på et hyggeligt sted undervejs, inden vi ud på eftermiddagen ankommer til vores dejlige hjem for de næste par dage, der ligger i naturskønne omgivelser ganske tæt på parken. Når vi har tjekket ind og haft tid til at installere os på værelserne, skal vi have et velfortjent aftensmåltid, inden vi går hver til sit og til ro før de næste par dages safari i verdens måske allerbedste sted at se tigre!
Overnatning på TigerGarh Wildlife Resort med fuldpension.
Dag 6: Hel dag i Bandhavgarh med morgen- og eftermiddagssafari
Hele dagen står i tigerens tegn, men vi skal selvfølgelig også nyde den smukke natur samt alle de andre dyr, som Bandhavgarh kan byde på, hvilket bl.a. omfatter elefanter. Vi skal på to safarier i små åbne firehjulstrækkere i parken i de kølige morgentimer fra solopgang og 3-4 timer frem og igen ca. 3 timer om eftermiddagen frem til solnedgang, hvor varmen aftager. Det er i disse perioder dyrene er mest aktive, mens de i middagsheden oftest holder sig skjult i skyggen i junglens tætte vegetation. Vi følger dermed samme rytme, men blot med den forskel, at vi tager tilbage til vores lodge, hvor morgenmaden og frokosten indtages og vi kan slappe af i skyggen, på værelserne med aircondition eller med en svalende dukkert i swimmingpoolen.
Alle måltider er inkluderet under opholdet på TigerGarh Wildlife Resort.
Dag 7: Morgensafari i Bandhavgarh. Kørsel til Kanha nationalparken
Vi skal på endnu en morgensafari i tigrenes paradis i Bandhavgarh. Ud på morgenen returnerer vi til vores lodge, hvor det er tid til morgenmad, inden vi tjekker ud og kører mod Kanha nationalparken mod syd medbringende madpakker, som vi spiser på en naturskøn lokalitet undervejs. Efter kørsel gennem klassiske indiske landdistrikter og vidstrakte teakplantager når vi frem til vores dejlige lodge ud på eftermiddagen. Når vi har tjekket ind og haft lidt tid på vores gode og store værelser, spiser vi aftensmad og kan gå til ro i spændt forventning om morgendagens udforskning af de nye og storslåede naturomgivelser.
Overnatning på Tuli Tiger Resort med fuldpension inkluderet.
Dag 8: Hel dag i Kanha med morgen- og eftermiddagssafari
Vi har hele dagen for os i og omkring den store og naturskønne Kanha nationalpark. I de tidlige og relativt kølige morgentimer samt ud på de sene eftermiddagstimer, når solen igen begynder at stå lavt, skal vi på safari inde i parken i små terrængående biler. De lyseste og varmeste timer tilbringer vi på vores lodge, hvor der bl.a. er god tid til at slappe af, spise en dejlig morgenmad og et skønt frokostmåltid, nyde det rige fugleliv i omgivelserne samt evt. en svømmetur.
Alle måltider er inkluderet under opholdet på Tuli Tiger Resort.
Dag 9: Kørsel til Pench nationalparken og eftermiddagssafari
Efter morgenmaden forlader vi Kanha med retning mod syd og Pench nationalparken. Vi er fremme i god tid til en skøn frokost, og til i fulde drag at nyde vores sidste og nærmest luksuriøse overnatningssted i det centrale Indiens natur.
Ud på eftermiddagen kører vi afsted på vores første safari inde i nationalparken. Når vi vender tilbage til lodgen kort efter solnedgang er der tid til at lade os forkæle i de vidunderlige omgivelser samt til et dejligt aftensmåltid.
Fuldpension er inkluderet under vores ophold på Tuli Tiger Corridor.
Dag 10: Morgensafari i Pench. Kørsel til Nagpur
Vi tager på tidlig morgensafari - den anden og sidste safari i Pench – og desværre også på hele rejsen! Det er altså sidste chance for at opleve den vidunderlige indiske natur, samt for at søge efter og måske se den ikoniske bengalske tiger og de andre spændende rovdyr, alle deres smukke byttedyr og det imponerende og farvestrålende fugleliv.
Ud på formiddagen vender vi næserne mod vores lodge, hvor der er tid til et hvil, en god frokost og til at nyde omgivelserne, inden vi kører rejsens sidste strækning, der går til storbyen Nagpur.
Vi regner med at være fremme i byen, der betragtes som Indiens geografiske centrum, kort før solnedgang.
Efter vi har tjekket ind og fået værelserne, mødes vi i hotellets restaurant for et dejligt aftensmåltid.
Overnatning på Tuli Imperial Hotel og med alle dagens måltider inkluderet.
Dag 11: Til Delhi for guidet byrundtur og sen hjemrejse
Efter tidlig morgenmad bliver vi kørt til lufthavnen i Nagpur, hvorfra vi flyver til Delhi med ankomst om formiddagen. Her bliver vi modtaget af vores lokale guide, der følger os resten af dagen på en spændende bustur rundt i Delhi til nogle af byens største attraktioner.
Første stop på dagens rute er ved Red Fort, der er på UNESCOs liste over verdens kulturarv, hvorefter vi skal besøge mindesmærket for Mahatma Gandhi, Raj Ghat. Når vi har spist frokost, skal vi besøge Hymayuns smukke gravmonument, der ligeledes er på UNESCOs verdensarvsliste. Herfra går ruten forbi India Gate, præsidentpaladset og parlamentsbygningen til et besøg på det imponerende Lotus tempel, der er udformet som en gigantisk lotusblomst, inden byrundturen afsluttes med en Farewell Dinner på en dejlig lokal restaurant.
Hen mod midnat er det ved at være slut på vores oplevelsesrige rundrejse i Indien, når vi bliver kørt til lufthavnen.
Ud på natten er der afgang mod hjemlige himmelstrøg.
Alle måltider er inkluderet denne dag, ligesom mad og drikkevarer på flyet hjem.
Dag 12: Ankomst til Danmark
Efter flyskifte i Dubai om morgenen ankommer vi til Københavns Lufthavn midt på dagen.
Bemærk:
Turen gennemføres med minimum 10 personer og der vil maksimalt være 15 gæster med på rejsen.
Prisen er per person i delt dobbeltværelse.
Der tages forbehold for ændring af flyrute, afgangstider og indkvarteringssteder.
Rejsedatoer 2025
Dato | Pris fra | |
2. mar. - 13. mar. |
12 dage 27.500 DKK |
Book nu |