Africa Tours CSS Sprite


Gorilla Safari i Uganda

Dag 1: Afrejse fra Danmark og ankomst til Uganda
Der flyves om morgenen fra Danmark mod Uganda med flyskift i f.eks Amsterdam. Der er gode forbindelser fra såvel København, Aalborg og Billund. På strækningen mod Uganda er der gratis måltider, drikkevarer og underholdning.

Ud på aftenen ankommer I til lufthavnen i Entebbe på bredden af Victoria-søen, hvorfra der er ca. en times transfer til Hotel Africana i hovedstaden Kampala. I møder jeres dansktalende rejseleder på hotellet i Kampala.

Dag 2: Via Ziwa næsehornsreservatet til Murchison Falls nationalparken
Efter en god nats søvn og en dejlig morgenmad kører vi mod nord med retning mod Nilen og Murchison Falls nationalparken.

Efter et par timers kørsel når vi frem til næsehornsreservatet Ziwa. Her skal vi på en spændende gåtur med en lokal guide og ranger ud i den afrikanske bush, hvor Ugandas eneste næsehorn lever under skarp overvågning.

Der er tale om det store hvide næsehorn, der er blevet reintroduceret til området, og som trives så godt, at de første kalve nu er født i reservatet. Når vi med al sandsynlighed har set næsehornene, måske endda på nært hold, og nydt den smukke natur samt de øvrige større dyr og nydt fuglelivet, er det tid til en dejlig frokost på stedet.

Herfra fortsætter vi videre mod nord, og når ud på eftermiddagen frem til Twiga Safari Lodge; vores hjem for de næste par dage, der ligger direkte ned til Nilen på dennes sydlige bred. Vi har tid til at udforske de nærmeste omgivelser omkring lodgen på en lille gåtur, inden der serveres aftensmad og vi forventningsfulde i forhold til morgendagens oplevelser går til ro.

Dag 3: Safari i Murchison Falls nationalparken og sejltur til Nilens vandfald
Efter et tidligt morgenmåltid skal vi på vores første såkaldte game drive (safarikørsel), hvor vi med åbne vinduer og løftet tag kører ud i nationalparken i søgen efter det spændende dyreliv. Denne tur foregår selvfølgelig i den mest dyrerige del af parken, som ligger på nordsiden af Nilen, så derfor skal vi først krydse floden med en lille færge, der sejler i pendulfart mellem de to bredder.

Vores game drive foregår primært på den åbne græssavanne, der dominerer i området, og hvor der typisk ses en del giraffer og flere forskellige arter af antiloper og aber. Det kræver lidt mere held at finde de store rovdyr som løver, leoparder, hyæner og især geparder, som er yderst sjælden i Uganda, men dog kan ses netop her. Vi gør desuden et par afstikkere ned til rørsumpen langs Nilens bred, hvor der er en lille mulighed for at se den sjældne og meget særegne fugl, træskonæb.

Vi har medbragt frokosten, der nydes i det fri inden vi ud på ud på eftermiddagen og frem mod solnedgang skal vi på en vidunderlig sejltur på Nilen. Vi sejler stille og roligt op mod de spektakulære vandfald, Murchison Falls, der har givet navn til nationalparken. Undervejs har vi god tid til at nyde den smukke natur og fuglelivet langs floden, hvor den imponerende afrikanske flodørn nok især springer i øjnene, men også de mange krokodiller og flodheste langs bredden tiltrækker typisk en del opmærksomhed. Med lidt held kan vi desuden opleve elefanter og bøfler på nært hold, når de kommer ned til floden for at drikke og bade. Vi sejler helt tæt på vandfaldene, så dets voldsomme kraft virkelig fornemmes, inden vi i langsomt tempo og med strømmen returnerer til vores lodge for aftenen.

Dag 4: Kørsel til regnskoven i Kibale nationalparken
Vi har en lang men spændende køredag foran os, når vi sætter kursen mod den mere kuperede og skovklædte del af Uganda mod sydvest, hvor vores næste destination ligger, nemlig regnskoven i Kibale nationalparken.

Den første del af turen er domineret af smuk natur på savannen i Murchison Falls nationalparken og området syd herfor, der senere bliver afløst af små landsbyer og landbrug med tiltagende frodighed og bl.a. mange bananplanter. Senere nærmer vi os de høje og dramatiske Ruwenzori bjerge, der også kaldes Månebjergene og ofte er indhyllet i skyer. I klart vejr afsløres de takkede tinder med sne og gletsjere på toppen, hvor det højeste punkt på 5.110 meter er Afrikas tredjehøjeste.

Store områder med temarker og enkelte kaffeplantager dukker op, før vi kører gennem Kibales regnskov og når frem til vores destination og vores nyopførte indkvartering Turaco Treetops.
Lodgen ligger i et lille stykke privat regnskov, der grænser op til regnskoven i Kibale nationalparken umiddelbart øst for denne og ganske tæt ved Bigodi sumpene. Der er kun ca. 10 minutters kørsel til Kanyanchu Visitors Centre, hvorfra chimpanse-tracking i nationalparken starter, så stedet er et perfekt udgangspunkt for aktiviteter i området.

Undervejs på dagens rute har vi holdt pause for at spise frokost på en restaurant. Afhængig af antallet af dagens stop og pauser, er der tid til en lille gåtur omkring lodgen sidst på eftermiddagen, hvor der er mulighed for at få en lille ”smagsprøve” på områdets rige fugleliv og mange aber, som kan ses i og omkring regnskoven.

Dag 5: Chimpanser i Kibale og gåtur i Bigodi. Til Queen Elizabeth nationalparken
Umiddelbart efter morgenmaden tager vi midt ind i regnskoven til nationalparkens hovedkvarter. Her møder vi vores lokale og erfarne guide, der skal hjælpe os med at opspore en af de mange grupper af chimpanser, der findes i den yderst frodige regnskov, som rummer næsten 1.500 af vores allernærmeste slægtninge.

Hvis det lykkes at finde dem, hvilket der er meget høj sandsynlighed for, så får vi en time sammen med de temperamentsfulde menneskeaber. Der ses kun få andre store dyr i den tætte skov selvom de findes, men i lysningerne kan man ofte få øje på smukke fugle og sommerfugle.

Efter gåturen i den tætte regnskov skal vi på endnu en tur til fods, men denne gang i mere åbent terræn. Med endnu en meget lokalkendt guide går vi rundt langs kanten af Bigodi sumpene, der grænser op til skoven. Her ses chimpanserne kun meget sjældent, men til gengæld er der fine muligheder for at finde adskillige af de mindre aber, som området også er kendt for. Det er tillige omkring sumpene, at chancerne er bedst for at se nogle af de store og/eller farverige fugle, som lever i de meget grønne omgivelser, bl.a. den store blå kæmpeturako og den charmerende gråpapegøje.

Efter frokost kører vi ind i den tilstødende Queen Elizabeth nationalpark. Her er der tid til et første game drive gennem den meget afvekslende natur med små kratersøer, der vidner om tidligere tiders vulkanske aktivitet, større søer, floder og kanaler samt såvel åben græssavanne som mere skovpræget savanne. Tæt hen mod solnedgang når vi frem til vores lodge Park View Safari Lodge. Lodgen ligger lige udenfor Queen Elizabeth nationalpark med udsigt ind over nationalparken. Indkvartering for to nætter.

Dag 6: Safari i Queen Elizabeth nationalparken og sejltur på Kazinga Kanalen
Om morgenen og formiddagen skal vi på et langt game drive på nationalparkens dyrerige savanne. Her er fine bestande af f.eks. antiloper og vildsvin, hvorfor en del større rovdyr også trives. Flere løveflokke holder til i området, så mulighederne er gode for at se ”dyrenes konge”, mens leoparder er ret almindelige selvom det som altid kræver mere held at se denne elegante kat, der lever alene og ofte er mere sky end dens større slægtning.

Vi vender tilbage til vores lodge for frokost og med mulighed for et hvil, inden vi om eftermiddagen skal ud på endnu en skøn sejltur. Denne foregår på den brede naturlige Kazinga Kanal, som forbinder Lake George og Lake Edward. Her findes et imponerende fugleliv af et utal af arter, bl.a. den store hvide pelikan, der nyder godt af den fiskerige kanal. Desuden lever her mange krokodiller og flodheste, mens bøfler og elefanter ofte kommer ned til kanalen for at drikke og sågar går i vandet, så man trygt kan komme helt tæt på dem med båden.

Sidst på eftermiddagen kører vi retur til lodgen med tid til lidt game drive hen mod solnedgang, hvor vi skal nyde et dejligt aftensmåltid og en god nats søvn, inden vi fortsætter mod syd til grænselandet mod DR Congo i morgen.

Dag 7: Safari i Queen Elizabeth nationalparken på vej til Bwindi
Det er bestemt ikke slut med oplevelserne i Queen Elizabeth nationalparken, idet den første lange strækning af dagens rute foregår inde i parken. Inden vi forlader den skal vi også på et godt game drive i den sydlige sektor, Ishasha, hvor der ofte findes mange dyr på den relativt flade og åbne græssavanne.

Ishasha er bl.a. kendt for at være et af de få steder, hvor løverne klatrer i træer, så måske er vi heldige at se dette, der ellers forbindes med leopardernes levevis.

Vi spiser frokost på et smukt sted i Ishasha sektoren, inden vi forlader Queen Elizabeth nationalparken og kører gennem meget kuperet terræn mod bjergregnskoven i Bwindi Impenetrable nationalparken, der er på UNESCOs liste over verdens naturarv.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores velbeliggende lodge for to nætter; Buhoma Haven Lodge, hvor vi tjekker ind og har tid til at nyde skumringen over den stejle og tætte skov. Efter aftensmaden kan vi gå forventningsfulde i seng, da morgendagen byder på det mange betragter som højdepunktet for en safari i Uganda, nemlig gorilla-tracking i den ”uigennemtrængelige” bjergregnskov.

Dag 8: Gorilla-tracking i Bwindi Impenetrable nationalparken
Efter morgenmaden kører vi den ganske korte tur til nationalparkens hovedkvarter. Her bliver vi briefet om dagens vandretur, og især de regler der gælder, når man dybt inde i skoven finder bjerggorillaerne.

Herefter begiver vi os af sted sammen med vores guide og vagt. Nogle ”trackere” er gået i forvejen for at opspore gorillaerne fra det sted de blev set sidst i går, mens vi i stærkt kuperet og tæt bevokset terræn går i samme retning. Når trackerne har fundet gorillaerne melder de det til vores guide, som fører os hen til stedet. Her får vi lov til at opholde os tæt ved de rolige kæmper i maksimalt en time, før turen igen går ned til nationalparkens hovedkvarter. Her holder vores biler klar til at køre os hjem til lodgen.

Præcis hvor lang tid turen ind til gorillaerne tager, kan der ikke siges noget om på forhånd. Dels ved vi ikke hvilken familiegruppe vi skal ind til, f.eks. om det er en af dem der lever tæt på eller vi skal ud og køre før vandreturen, og dels ved vi ikke, hvor den gruppe vi er blevet tildelt har bevæget sig hen, siden den blev set i går formiddags. Vi ved altså heller ikke hvor lang en vandretur vi skal ud på, og om vores gruppe skal besøge de samme gorillaer, da der maksimalt må være 8 personer på hvert hold.

Uanset hvornår vi er retur på vores lodge så samles vi og nyder frokosten mens vi samtidig absorberer formiddagens oplevelser og givet får en livlig og begejstret snak om disse.
For dem der har lyst og kræfter er det også muligt at tilkøbe et guidet besøge hos et lokalt Batwa samfund (pygmæer), der tidligere levede inde i skoven, men nu er flyttet udenfor efter den fik status som nationalpark. Denne tur bestilles og betales direkte på stedet.

Dag 9: Til Lake Mburo nationalparken for eftermiddagssafari
Vi spiser tidlig morgenmad inden vi ad kuperede veje kører mod turens sidste mål, den vidunderlige Lake Mburo nationalparken, der ligger omtrent midtvejs mellem Bwindi og Kampala/Entebbe.

Først går det på små grusveje gennem Bwindi skoven og senere bliver vejene større, hvor der i det bjergrige område er tæt befolket med mange små landbrug og en del mindre landsbyer. Når vi er fremme ved asfalt-vejen går det hurtigt mod øst, så vi er fremme ved vores lodge Rwakobo Rock i tide til frokost.

Når vi har installeret os i hytterne, der ligger på toppen af et af områdets markante klippepartier, og har haft tid til at slappe lidt af og nyde udsigten, så skal vi på eftermiddags game drive. Vi kører ud på den træklædte savanne som omkranser søen, der har givet parken sit navn. Her har vi bl.a. har gode chancer for at finde zebraer og de graciøse impalaer, som ikke findes i de andre nationalparker vi har besøgt på rejsen. Der findes også mange andre spændende dyr som vortesvin og bøfler, mens hyæner og leoparder er toprovdyrene, der dog er svære at finde i den relativt tætte vegetation.

Området har også et rigt fugleliv, mens der især nær grænsen af parken er gode chancer for at se det lokale ankole-kvæg. Til trods for, at det ikke drejer sig om vilde dyr, så plejer dette at skabe begejstring, idet denne type kvæg har kolossale horn, der næppe ses større hos andre kvægracer.

Før solnedgang returnerer vi til lodgen, hvor vi kan sidde og nyde udsigten over savannen mens lyset svinder, og, hvis vejret tillader, se solen gå ned bag fjerne bjerge, mens Afrikas fantastiske stjernehimmel langsomt tage over.

Efter aftensmaden er der mulighed for at tilkøbe et night game drive, hvor der i stedets biler køres ud i den sorte savanne-nat. Bilerne er udstyret med kraftige projektører, så der skal især søges efter nogle af de mange særegne nataktive dyr, og med lidt helt kan der sågar ses en leopard. Dette night game drive bestilles og betales direkte på stedet.

Dag 10+11: Morgensafari ved Lake Mburo. Via Ækvator til Entebbe for hjemrejse
Vi nyder et sidste morgenmåltid med udsigt over savannen fra toppen af vores klippe. Herefter turens sidste game drive, hvor vi igen kører ud i nationalparkens smukke natur på udkig efter dyr. For dem der har mere lyst til en sejltur på Lake Mburo er der også mulighed for det. Denne sejltur skal bestilles og betales direkte på stedet, men der er ikke tid til både game drive og sejltur.

Herefter er det ved at være slut med de store naturoplevelser i Uganda. Vi har dog en dejlig køretur til Entebbe på Victoriasøens bred foran os. Undervejs stopper vi og spiser frokost på en lokal restaurant, mens vi også holder pause når vi passerer Ækvator, der tydeligt er afmærket på vejen.

Kort efter at have kørt gennem Kampala når vi frem til Entebbe, hvor vi nyder en ”Farewell Dinner” på en dejlig restaurant. Derefter køres vi i lufthavnen, siger farvel til vores chauffører og kort før midnat går det hjemad efter en meget oplevelsesrig safari i Afrikas grønne perle, Uganda.

På flyveturen serveres gratis måltider med drikkevarer, og efter flyskifte i f.eks Amsterdam er der ankomst til Danmark efterfølgende dag om formiddagen.

Afslut eventuelt rundrejsen i Entebbe med tilkøb af ekstra dage ved den store Victoria sø, hvor der er mulighed for afslapning samt fordøje de mange indtryk fra rundrejsen i rolige, smukke og fredelige omgivelser eller fortsat til Det Indiske Ocean ved Kenya Kysten eller på Zanzibar for badeferie. Vi vejleder gerne og giver et uforpligtende tilbud.

Rejsedatoer 2020

Dato Pris fra
1. okt. -
11. okt.
11 dage
35.750 DKK
Få tilbud