Africa Tours CSS Sprite


Fotosafari til fantastiske Pantanal

Dag 1: Afrejse fra Danmark 
Vi mødes i Københavns lufthavn og først på aftenen flyves der mod Brasilien via Zürich, hvor der skiftes til flyet til Sao Paulo, der er Brasiliens finanscentrum og største by med mere end 20 mio. indbyggere. På flyvningen er der gratis måltider og drikkevarer undervejs samt et stort udvalg af film, som kan få flyve- og ventetiden til at virke kortere – vores sydamerikanske eventyr nærmer sig nemlig.

Dag 2: Ankomst Brasilien. Videre til Pantanal og Pouso Alegre
Vi ankommer til Sao Paulos internationale lufthavn tidligt om morgenen, hvor der er god tid til at strække benene og skifte til indenrigsterminalen og flyet mod byen Cuiaba, der må betegnes som porten til Brasiliens dyrerige vådområde. Efter et par timers flyvning ankommer vi til Cuiaba ved frokosttid og her mødes vi af vores lokale guide. Inden vi kører mod Pantanal i vores lille bus, spiser vi en dejlig frokost på en lokal restaurant i byen. Det første stykke vej kører vi på asfalt, men når vi møder den berømte grusvej Transpantaneira, der er den eneste farbare vej, som går midt ud i det fantastiske vådområde, begynder et imponerende fugleliv at dukke op med de første søer, floder og kanaler.

Køreturen tager et par timer og sen eftermiddag er vi fremme ved gaten til fazendaen Pouso Alegre, der de næste par dage er vores hjem. Er vi heldige, oplever vi måske de frække næsebjørne på den private vej ned til fazendaen. Vi tjekker ind og får et bad inden aftensmad. Inden dagen er omme, skal vi lige ud og gøre os bekendt med området. Efter aftensmaden kører vi på en natsafari, hvor vi med kraftige projektører skal søge efter områdets hemmelighedsfulde nataktive dyr.

Pouso Alegre
Lodgen ligger på en traditionel 8.000 hektar stor fazenda - en kvægfarm - og har kun 13 enkelt indrettede, men velfungerende og hyggelige værelser. Den ligger 6 km fra Transpantaneria hovedvejen og er omgivet af velbevarede klassiske Pantanal landskaber med en mosaik af græssavanne, flere skovtyper, flodsletter samt vandhuller og floder. Stedet er én af de absolut bedste lokaliteter at se kæmpemyresluger og lavlandstapir. Næsebjørne og navlesvin ses ofte nær lodgen. Den imponerende, smukke og truede koboltblå hyacint ara, der yngler i træerne omkring lodgen sammen med flere arter af tukaner, udgør stjernerne blandt de mange fugle, som holder til i naturen umiddelbart rundt om Pouso Alegre. Der er også en god bestand af hjorte, kapivarer (flodsvin), bæltedyr og aber i omegnen, og i og omkring floden ses jævnligt både anakondaer og kaimaner (krokodiller).

Dag 3: Hel dag på Pouso Alegre
Hele dagen tilbringes omkring Pouso Alegre, hvor vi har safariaktiviteter om morgenen, om eftermiddagen samt om aftenen efter aftensmaden og mørkets frembrud, hvor vi igen skal ud at søge efter de nataktive dyr. Alle ture foregår i stedets lille åbne og komfortable safaritruck sammen med vores egen lokalguide, der har en stor viden om netop dette område af Pantanal. Om morgenen og om eftermiddagen har turene en varighed på et par timer, mens aftenturen i mørke er på én til halvanden time. I de mellemliggende timer er der fine muligheder for at fotografere de mange dyr, der findes umiddelbart omkring vores lodge. Der er både pattedyr, fugle, firben og spektakulære insekter.

Dag 4: Pouso Alegre til SouthWild Jaguar Flotel
Der er tid til at nyde morgenen og dyrene omkring lodgen, inden vi efter morgenmaden kører det sidste stræk ad Transpantaneira til Porto Jofre, hvor vejen ender blindt. Turen foregår i en åben truck, så der er fine muligheder for at fotografere den smukke natur med det rige fugleliv langs vejen, som denne rute er så berømt for. Fra Porto Jofre sejler vi i små både de ca. 13 km til SouthWild Jaguar Flotel, der ligger for anker på Piquiri-floden lige midt i ”jaguarland” – hvor vi finder den tætteste koncentration af jaguarer i Sydamerika. Her, hvor vi er dybt inde i Pantanal og helt omgivet af den fantastiske natur, skal vi bo de næste 4 dage. Efter frokost skal vi på den første sejltur i området. Det foregår i stedets små åbne og hurtige aluminiumsbåde, der er særligt velegnede til at komme rundt i selv de mindste afkroge i den store vandlabyrint. Der ses flere arter af aber i området, bl.a. den store brøleabe.

SouthWild Jaguar Flotel
Dette unikke flydende hotel ligger helt centralt midt inde i Pantanal, hvor flere større floder mødes i et beskyttet område, der i daglig tale kaldes for Jaguarland. Dette 1.000 km2 store beskyttede område regnes for det allerbedste, når det gælder om at se, det vel nok mest eftertragtede dyr i hele Pantanal, den smukke og ofte sky jaguar. Flotellet består af to flodbåde, der ligger for anker ved siden af hinanden. På den ene findes 10 små værelser med aircondition, eget bad og toilet samt en indendørs restaurant, mens den anden rummer 6 større og mere luksuriøse værelser/suiter og en udendørs restaurant.
En tredje båd, der rummer generatoren, ligger for anker et stykke derfra for at minimere støjgener og eliminere vibrationer. Ombord er også rutinerede lokale guider og en biolog, der er specialist i områdets natur og dyreliv. Ud over den enestående tætte bestand af jaguarer er der selvfølgelig også en stor bestand af jaguarens primære byttedyr. Disse består ud over fisk især af den ekstremt talrige kaiman, der er Sydamerikas svar på alligatorer og krokodiller i de øvrige verdensdele samt kapivarer, der også kaldes flodsvin og er verdens største gnaver med sine op til 50 kg og 1,2 meters længde. Der ses også andre større og potentielle byttedyr i området som f.eks. hjorte og tapir. Kæmpeodderen er også almindelig, ligesom det yderst varierede fugleliv er dybt imponerende.

Dag 5-7: Tre hele dage på SouthWild Jaguar Flotel
Vi har 3 hele dage i hjertet af Pantanal omkring SouthWild Jaguar Flotel. Alle dage skal vi på sejlture i vores skræddersyede både såvel om morgenen som om eftermiddagen. Typisk spiser vi en tidlig morgenmad inden vi sejler ud og er først tilbage igen ca. 4 timer senere. Vi har altså fantastiske muligheder for at se den smukke natur og det imponerende dyreliv, som området er så berømt for på og omkring floderne Piquiri, Cuiabá, Black Channel og Three Brothers. I dette område er vores primære fokus at finde den imponerende og op til ca. 135 kg tunge jaguar, der er verdens tredjestørste art af katte efter tiger og løve. Intet sted er chancerne bedre end netop her, hvor den vandglade kat stortrives i og omkring de mange floder og vandhuller, og hvor den bliver større end noget andet sted i dens udbredelsesområde. Midt på dagen kan den nære natur umiddelbart omkring vores flydende hotel nydes fra dækket, og der er også gode chancer for fine dyreoplevelser lige her. Skulle nogen have lyst til det, kan der desuden arrangeres en natsafari eller to i åben lastbil på en nærliggende kvægfarm, men dette er ikke inkluderet i turens pris og skal bestilles og betales lokalt.

Dag 8: SouthWild Jaguar Flotel til SouthWild Pantanal Lodge 
Der er tid til en sidste omend kort bådsafari i nærheden af vores Flotel, inden der er afgang mod et nyt område af Pantanal. Herefter sejles til ”havnen” i Porto Jofre, hvorfra vi skal køre tilbage ad Transpantaneira i vores lille åbne safaritruck, så der er igen fine muligheder for at nyde denne naturskønne rute. Vi er fremme på SouthWild Pantanal Lodge til frokost. Efter indkvartering i lodgens hyggelige værelser skal vi på en kort eftermiddagssejltur i små åbne aluminiumsbåde på den nærliggende og dyrerige flod Pixaim. Om aftenen nyder vi en dejlig middag i restauranten, mens vi lytter til aftenens lyde.

SouthWild Pantanal Lodge
Den skønne lodge ligger nogle kilometer fra Transpantaneira vejen ad en lille privat vej og nær den dyrerige galleriskov omkring Pixaim-floden. På lodgen findes en lille swimmingpool, hvor man kan køle af i de varme timer midt på dagen, samt et bibliotek med et godt udvalg af bøger om Pantanals natur og dyreliv. Nær lodgen er der bygget et fugletårn ganske tæt på et træ, hvor den store og spektakulære jabiru stork har rede. Der findes desuden et fugletårn i den nærliggende galleriskov på Pixaim-flodens bred, hvor også kapucineraber ofte ses. Mest kendt er lodgen dog nok for sit fantastiske fugleliv og for to lokale kæmpeodder familier. Her findes også noget andet helt unikt nemlig et specielt fotoskjul, hvor den mellemstore og meget smukke kat ozelotten hyppigt ses først på aftenen efter solnedgang. På floden ses et ualmindelig rigt fugleliv, der især er berømt for de rustrøde fiskehøge. Her er flere forskellige arter af elegante isfugle, samt den meget smukke agami hejre og ikke mindst kæmpeodderne, som det er muligt at komme ualmindelig tæt på netop her. Sejlads på Pixaim-floden foregår i små åbne aluminiumsbåde, der drives af en lille motor. I området findes der desuden en god bestand af tapirer, som nogle gange kan ses på en natsafari i stedets lille åbne lastvogn, der er forsynet med stærke projektører, men af og til også viser sig om dagen.

På SouthWild Pantanal Lodge er der daglige aktiviteter af et par timers varighed.
Disse omfatter mulighed for sejlads på Rio Pixaim, safari i den lille åbne lastvogn, gåture på naturstien i den omkringliggende skov og savanne, en ridetur i området samt ophold i det unikke fotoskjul, men det præcise program aftales på stedet under hensyntagen til vores egne ønsker og dagens vejr. Umiddelbart har vi lagt op til to daglige sejlture og et ophold i fotoskjulet sidst på eftermiddagen og omkring solnedgang, men det kan altid finjusteres under opholdet og ekstra aktiviteter kan tilkøbes på lodgen for dem, der ikke kan få nok.

Dag 9: SouthWild Pantanal Lodge
Vi står igen tidligt op og nyder en skøn morgenmad og tager ud på floden for at fange det bedste lys og samtidig med, at dyrene er mest aktive.

Om morgenen koncentrerer vi os om fuglene og noget helt specielt er, at vi her på floden har en unik mulighed for at fotografere fiskende fugle. Den store flotte rustrøde fiskehøg er altid klar på at fange fisk i floden med sine store kraftige klør, og lige netop i det moment den rammer vandet og fanger fisken, kan vi få vilde billeder!

Og isfuglene er også meget samarbejdsvillige og det giver et flot vandsplash, når de med deres spidse næb rammer vandet i deres dyk efter fisken. Forestil jer et virvar af vanddråber, flotte svingfjer fra isfuglen, der er spredt ud i en vifte mellem dråberne og lyset – det er bare smukke billeder!
Hjemme på lodgen er det tid til afslapning i hængekøjerne udenfor i skyggen, en tur i poolen eller hvis du er vild med at fotografere fugle, så kan du finde mange smukke arter i lodgens have lige fra smukke duer til rødtoppede kardinaler og små lynhurtige kolibrier.
Om eftermiddagen tager vi ud for at lede efter én af de to kæmpeodderfamilier. De har flere huler langs bredden, så det gælder om at holde øje med nyopgravet jord i brinkerne, hvis man altså ikke når, at høre deres høje karakteristiske kald inden. Én af aftenerne tager vi i ozelot-skjulet og den anden aften kører vi ud i vores safaritruck for at spotte de specielle nataktive dyr med projektøren.

Dag 10: Fra Pantanal via Cuiabá til Sao Paulo for hjemrejse
Der er mulighed for at gå en kort og tidlig tur omkring lodgen som afsked med Pantanal. Efter morgenmaden er der afgang mod Cuiabá i en minibus. Efter et par timers kørsel ud af Pantanal ankommer vi om formiddagen til lufthavnen i Cuiaba, hvorfra vores fly letter omkring middagstid. Frokosten på denne dag er for egen regning og kan enten spises lidt tidligt i lufthavnen i Cuiabá eller lidt sent i lufthavnen i Sao Paulo, hvor der er god tid til dette samt til at komme fra indenrigs- til udenrigsterminalen.
Flyet mod Europa afgår først på aftenen og der serveres måltider og drikkevarer undervejs.

Dag 11: Hjemkomst
Efter denne forrygende natur- og dyroplevelse i Brasilien ankommer vi til Danmark.

Rejsedatoer 2019

Dato Pris fra
16. sep. -
26. sep.
11 dage
39.995 DKK
Få tilbud

Rejsedatoer 2020

Dato Pris fra
28. sep. -
8. okt.
11 dage
43.295 DKK
Få tilbud