Africa Tours CSS Sprite


Verdensberømte naturfotografer i Kenyas Masai Mara

Dag 1: På vej til Kenya
I flyver fra Danmark til Kenya tidligt om morgenen via flyskifte i Europa, fx Amsterdam. Flyrejsen er med KLM eller et andet internationalt selskab. Mad og drikke er inkluderet på flyvningen fra Europa til Kenya. Ombord på flyvningen er der også gratis underholdssystem, der tilbyder biograffilm, musik og anden underholdning.

Ankomst Nairobi samme aften, hvor en repræsentant fra Africa Tours byder velkommen og kører jer til Tamarind Hotel for overnatning. Hotellet ligger i behagelig køreafstand fra lufthavnen og det tager normalt godt tyve minutter at køre fra lufthavnen til hotellet.

Dag 2: Mara Ashnil Camp – Fotosafari i Masai Mara
Efter en dejlig nats søvn og et forfriskende brusebad starter vi med dejlig morgenmad på hotellet. Mogens Trolle og turens professionelle og uddannede chauffører møder gruppen, og ca. kl. 07:30 starter køreturen mod eventyret og Masai Mara. Der er god plads i de store, stærke 4*4, og relativt hurtigt er vi ude af Nairobi og rigtigt godt på vej mod savannen. Undervejs gøres blot et par enkelte stop, så vi er fremme på vores indkvartering, Mara Ashnil Camp, for check-in og sen frokost først på eftermiddagen. Efter dejlig frokost er det tid for det første game-drive i området omkring campen, der ligger skønt placeret direkte til den livgivende Maraflod, og med et naturligt forekommende dyreliv i selve campens nærområde.

Vi har tre overnatninger i campen, der er beliggende i den centrale del af Mara-reservatet. Campen huser 50 luksusbetonede telte og ligger isoleret fra flertallet af områdets lodges og camps. Her er ro og fred til safarikørsel, men også nem adgang til Masai Maras øvrige områder.

Ashnil Mara Camp ligger ideelt i forhold til gnuernes og zebraernes vandring mellem Serengeti i Tanzania og Masai Mara. Det er ikke usædvanligt, at man fra selve campens område, oplever flokke af græsædere passere Mara-floden med risiko for at ende som føde for sultne krokodiller.

Ashil Mara Camp kombinerer ægte safaristemning og atmosfære med et strejf af moderne komfort og elegante møbler. En skøn og pragtfuld safaricamp.

Dag 3+4: Mara Ashnil Camp – Fotosafari i Masai Mara
Dagene starter med morgensafari i området, mens vi nyder frokost på lodgen midt på dagen i de varmeste timer. Alternativt har vi madpakker med til frokost på safarien, og er i stedet afsted på safari hele dagen. Kører vi hele dagen, nyder vi frokosten ved Mara-floden, som vi kører langs i vores søgen efter dyr og med håbet om, at gnuerne og zebraerne krydser floden.

Vi har god tid til safari hver eneste dag på hele rejsen, og dermed de bedste og fineste chancer for at opleve crossing af floden.

Det er altid muligt at opleve mange forskellige dyrearter i området omkring campen og ved Mara-floden. Blandt meget andet kan forventes at se flokke af elefanter, bøfler, antiloper og massevis af gazeller. Dertil er der ekstra mange rovdyr grundet dyrevandringen og de mange zebraer og gnuer. Kig derfor ekstra godt efter løver, geparder, sjakaler, hyæner og leoparder.

Dag 5+6: Mara Serena Safari Lodge – Angela og Jonathan Scott – Fotosafari i Mara Triangle
Fra fantastiske safaridage i området ved Mara-floden og på Mara Ashnil Camp er det tid til at udforske et nyt område af Masai Mara; også kendt som Mara Triangle, samt også skifte indkvartering. Vores lodge for de kommende to overnatninger er den berømte Mara Serena Safari Lodge, der er beliggende i den centrale del af det godt 1.500 kvadratkilometerstore reservat.

Mara Serena Safari Lodge ligger smukt på en bakketop med en fantastisk udsigt til reservatet. Udsigten kan nydes fra såvel swimmingpoolen som fra værelserne, der er smukt indrettet med inspiration fra masai-kulturen og har egen terrasse/balkon. Restauranten på Mara Serena Safari Lodge er en af Maras bedste.

På vej mod Mara Serena mødes vi med Angela og Jonathan Scott, der via deres fantastiske tv-programmer om Afrikas store katte har inspireret naturelskere over hele verden til at tage på safari.

Og i netop dette område, hvor Scott-parrets mange, mange timers film er optaget, skal vi sammen med Angela, Jonathan og Mogens køre på safari i de kommende dage.

Scott-parret tager os med til deres favorit-spots i Mara og giver os dermed chancer for, at vi kan opleve ”deres store katte”; løver, leoparder og geparder. De tre rejseledere bevæger sig hver for sig rundt mellem de tre safaribiler i de kommende dage, så alle deltagere får glæde og gavn af rejseledernes tips og tricks, samt professionelle råd og den bedste vejledning i at skyde de allerbedste billeder undervejs.

Om aftenen er der arrangeret indlæg ved Scott-parret, der vil give turens deltagere et unikt billede ”behind the scenes” på de store tv-optagelser, dyrelivet dengang og nu og meget, meget mere. Samtidigt er der tid til sparring og gode råd om fotografering ved alle tre fotografer.

Morgenen efter kører vi igen tidligt på safari i Mara, der er en del af det gigantiske Mara/Serengeti-økosystem, hvor nationalparken Serengeti ligger syd for Masai Mara og dermed i Tanzania.

Masai Mara er særligt kendt for at huse godt med løver, ligesom der også ses leoparder, og geparder, bøfler, flodheste, giraffer, zebraer, krokodiller, aber, elefanter, fugle i massevis og hvis man er heldig; næsehornet. Oplevelserne står i kø, og i et antal, man næsten ikke begriber.

Migration er kendt fra utallige film og fra TV, og er en betagende oplevelse udover det sædvanlige. De op mod halvanden million gnuer og en kvart million zebraer vandrer hvert år fra Serengeti i Tanzania og til Masai Mara i Kenya, i søgen efter vand og føde. Det er en dramatisk oplevelse, da rovdyrene ligger klar på lur efter den lange vandring, og venter på at nedlægge deres næste byttedyr, så de har udsigt til mad i overflod på netop denne tid af året.

Rovdyrene venter og er klar og det samme er vi og vores kameraer både med kørsler langs Mara-floden og på kryds af Masai Mara i søgen på de allerbedste skud til kameraet. Dagene bliver lange og motiverne endnu flere med masser af safarikørsler og kæmpe oplevelser langs og med Mara-floden.

Dag 7-9: Karen Blixen Camp – Fotosafari i Mara North
Mange fantastiske oplevelser rigere fortsætter vores rejse fra den centrale del af Masai Mara til det privatejede Mara North for safariens sidste tre overnatninger. Målet for vores indkvartering er Karen Blixen Camp, der er beliggende i den vestlige del af Masai Maras økosystem lige uden for reservatet.

Mara North er et godt 300 km2 stort privatejet reservat, der ligger i åben forbindelse til Masai Mara, og er hjemsted for en ufattelig mængde dyr.

Vi kører på safari morgen og aften i campens egne (og åbne) biler, og på vores safaridage kommer vi til at opleve såvel små som store rovdyr, græsædere og masser af fugle.

Karen Blixen Camp er en herlig oase ved den livgivende Mara-flod, der bogstaveligt talt kan ses fra hvert eneste af campens 22 yderst rummelige og luksusprægede kanvastelte.

Karen Blixen Camp er en af de mest charmerende og stemningsfulde camps i denne del af Masai Mara og i campen kombineres høj komfort og en atmosfære fra en svunden tid med alt, hvad den moderne turist forventer - selv i Afrika.

Campens telte ligger på en træplatform, hvor man fra den store veranda har god udsigt til omgivelserne. Her ses farvestrålende fugle, frodig beplantning og en skøn udsigt til Mara-floden og Oloololo-højdedraget. Teltene har store senge, (både dobbelt, og separate). Der er eget bad, toilet og strøm døgnet rundt.

Campen har en smuk græsplæne lige foran restaurantområdet, hvor der er mulighed for at sidde og nyde udsigten til det næsten permanente dyreliv på den anden side af floden. Ofte kan man nyde en kop kaffe, øl, vand eller andet og samtidigt have en udsigt til elefanter, flodheste, zebraer og andre dyrearter mindre end 100 meter fra campen – en fuldstændig fantastisk oplevelse.

Karen Blixen Camp har vundet megen respekt for sin miljøvenlige drift, og får blandt andet produceret strøm via et stort solpanel. Derudover er der fokus på økologi, affaldssortering, genanvendelighed og meget mere.

På campen er der endvidere mulighed for lidt afslappende massage, en tur i swimmingpoolen og meget mere.

Al safari fra Karen Blixen Camp er i åbne 4*4, og vi kommer helt tæt på dyrelivet og får dermed extra store chancer og muligheder for ægte close-up billeder af Afrikas unikke natur og ikke mindst dyreliv.
Og storslåede safarioplevelser og en fantastisk natur er netop det, der venter forude på de kommende tre dages safari fra Karen Blixen Camp. Angela og Jonathan er med os de to første safaridage og som på de foregående dage skifter de og Mogens Trolle mellem bilerne. Om aftenen afholdes små foredrag om dagens oplevelser og hvilke forventninger, der er til oplevelser dagene efter.

Dagene og programmet på Karen Blixen Camp vil ligne de foregående dages safari. Morgensafari efterfulgt af eftermiddagssafari eller heldagssafari i områderne for de allerbedste skud. Fælles for safaridagene er vores dygtige chauffører og rejselederes ”jagen” efter de bedste motiver i områderne, og mulighederne står i kø.

Oplevelserne er mange, og ikke uden grund er Kenya et af verdens absolut bedste safarilande. Koncentrationen og variationen af de vilde dyr betager enhver og med en safarirejse i den absolut højsæson, og med migration på sit højeste, er alle deltagere garanteret dyreoplevelser af ypperste karat.

Dag 10+11: Out of Africa og hjemkomst
Safarituren lakker mod enden, og det er på rejsens sidste dag tid til de allersidste motiver inden morgenmad og frokost. Omkring campen ses et helt utroligt dyre- og ikke mindst fugleliv, så der er masser af muligheder.

Efter frokosten tages afsked med campen og vi triller stille og roligt på savannen en allersidste gang for at boarde vores fly tilbage mod Nairobi, og derfra videre mod Danmark. I små sportsfly (obs max 1 stk. bagage max 15 kilo. Der kører en bil fra Karen Blixen Camp til Nairobi med bagagen) flyver vi fra savannen sidst på eftermiddagen for efter ca. en time at lande i den lokale Wilsn Airport ganske tæt med JKIA, Nairobis internationale lufthavn for hjemrejsen.

I Nairobi kører vi, via en restaurant og vores afskedsmiddag, til lufthavnen for hjemrejsen, der er med afgang fra Nairobi sidst på aftenen.

Ankomst til Danmark er næste dags formiddag, mange, mange minder, motiver og nye bekendtskaber rigere.

Rejsedatoer 2020

Dato Pris fra
27. sep. -
7. okt.
11 dage
44.995 DKK
Få tilbud